Jens Ole Larsen - din private rejseleder - byder dig velkommen i Rom
Hjem    

*Roms trylleri* *Links og tips til din rejse* *Restauranter* *Rundvisninger* *Barokkens Rom*
*Oldtidens Rom* *Peterskirken* *Middelalderens maleriske Rom* *Fra Pavepaladset til sandhedens mund* *Transport*

Turene gennemføres ikke nødvendigvis i ovennævnte rækkefølge, men tager udgangspunkt fra det hotel, du bor på.

Anita Ekberg i den berømte
scene i Trevi-fontænen

Barokkens Rom
Den Spanske Trappe – Trevi fontænen - Pantheon – Piazza Navona.

Den Spanske trappe er et pragteksempel på senbarokkens overdådige udfoldelser.
Trappen blev opført i 1700-tallet for at give let adgang til den franske Treenighedskirke, Trinità dei Monti, som er navnet på den smukke kirke bag obelisken ovenfor trappen.
På pladsen neden for trappen, ligger Den Spanske ambassade til den hellige stol, altså til Vatikanet. Netop derfor hedder pladsen ”Piazza di Spagna” – Den Spanske plads – og deraf navnet på trappen.
Nu om dage er trappen et populært samlingssted og her opføres iblandt ekslusive modeopvisninger.
Her er vi midt i området med Roms mest eksklusive indkøbsgader, som f.eks. Via Condotti, hvor bl.a Gucci, Armani, Valentino og Versace-butikkerne ligger.

Herfra fortsættes gennem de maleriske stræder og gyder til verdens mest berømte springvand, Trevi-fontænen, hvor man kan sikre sig sit næste Rom-besøg ved blot at kaste en mønt i bassinet.

Her bliver man for alvor overvældet af senbarokkens overdådige og voldsomme udtryksformer. Mange mindes her en af den italienske filmhistories mest berømte scener, med den badende Anita Ekberg og den forelskede Marcello Mastroiani i hovedrollerne i Fellini filmen ”La dolce vita”

Fra Trevi fontænen spadseres der videre til San Ignazio kirken, med Andrea Pozzo’s berømte perspektiviske kuppel og dernæst til ruinerne af det imponerende Hadrian-tempel fra ca. 145 e.kr.

Ligeledes ser vi på denne tur en af af Roms allervigtigste seværdigheder, oldtidstemplet Pantheon, som i øvrigt er det bedst bevarede oldtidstempel i hele verden.
Templet blev opført af Kejser Hadrian, som til og med personligt var arkitekt for denne fantastiske pragtbygning. Ordet ”pantheon” betyder ” alle guder” og i dette tempel kunne man tilbede alle Olympens guder.
Pantheon er overdækket af et mægtigt kuppelrum, som er det allerførste eksempel på en kuppel bygget over et stillads. Herfra hentede Michelangelo inspiration og kundskaber, da han siden
fik til opgave at opføre kuplen på Peterskirken.
I Pantheon findes bl.a. de italienske kongegrave, kunstneren Rafaels sarkofag, samt Thorvaldsens portrætbuste af Kardinal Consalvi. Mest imponerende er vel den gigantiske kuppelhvælving og de oldtidige bronzeporte, der stadig drejer på deres gamle hængsler fra 123 e.Kr.

Den mest berømte og populære af Roms mange “piazza’er” er Piazza Navona, som også kaldes ”kunstnertorvet”. Dette er Roms sociale centrum, hvor romere og turister samles i skøn forening.
Her mødes man til aperitiffer eller nyder en kop kaffe, alt imens man læser dagens avis. Kvarterets lokale kunstnere udstiller deres værker, eller laver morsomme karikaturtegninger af de forbipasserende, alt imens komiske mimere og andre gadegøglere sørger for underholdning og farverig atmosfære. Piazza Navona var oprindeligt et stadion fra kejsertiden, og her imponeres man nu hovedsageligt af Berninis barokke pragtfontæner og Borrominis bølgende barokfacade på San Agnese-kirken.


 


*Roms trylleri* *Links og tips til din rejse* *Restauranter* *Rundvisninger* *Barokkens Rom*
*Oldtidens Rom* *Peterskirken* *Middelalderens maleriske Rom* *Fra Pavepaladset til sandhedens mund* *Transport*