Jens Ole Larsen - din private rejseleder - byder dig velkommen i Rom
Hjem    




Middelalderens maleriske Rom:
Campo de’ Fiori, Palazzo Farnese, Trastevere
og Tiberøen.

I de maleriske 12. – 13. hundredetals gyder i området nær Campo de’ Fiori, lå oldtidens Roms største og mest pragtfulde græske teater, - selveste Pompejus teatret.
Få skridt fra Campo de’ Fiori kan man stadig se en af de arkader, der i sin tid var én af indgangene til det kæmpemæssige teater, hvor der var plads til 20.000 tilskuere.
Hvis man går gennem denne port kan man fra den anden side se, at bygningerne her former en perfekt halvcirkel, idet de er bygget oven på de gamle tribunepladser fra oldtidens teater.
På den tid var Julius Cæsar i gang med at genopføre en ny senatsbygning på Forum romanum og senatsmøderne blev derfor ien en periode afholdt i Pompejusteatret.
Ved det for Cæsar skæbnesvangre senatsmøde d. 15. Marts 44. f.kr. var det netop her at Cæsar blev blev myrdet med 23 dolkestik.

Vi vil også besøge den farverige markedsplads Campo de’ Fiori, hvor der hver dag er farvestrålende fødevaremarked, med frugt, grøntsager, charcutterivarer, oste, krydderier, trøfler osv. Her ses kvarterets husmødre i formiddagstimerne købe ind til dagens måltider.

Fra Campo de’ Fiori kan man se Palazzo Cancelleria, som er det største privatpalads, der nogensinde blev opført under Pavestyret.
Bramante tegnede denne pragtbygning allerede i 1400 tallet. Bygningen er opført i travertin, hentet fra Colosseum og bygget til en kardinal, som dog snart overlod bygningen til Vatikanet.
Herefter blev paladset brugt til offentlig administration og fungerede bl.a. som domhus under inkvisitionen. Herfra blev mange kættere og hekse dømt til døden på bålet.
Henrettelsespladsen var netop den nærliggende Campo de’ Fiori, hvor vi stadig ser statuen af Giordano Bruno, som var en af de uheldige kættere, der blev levende brændt på stedet hvor statuen er rejst.

Der vil også blive mulighed for at stikke næsen om ”bag facaderne” og kigge ind i en af de smukke og idylliske baggårde, hvor man for alvor kommer i kontakt med den romerske hverdag.
Her befinder vi os pludselig i en middelalderlig oase, langt fra storbyens trafik og larm.

Roms mest elegante og stilrene renæssancepalads er, Palazzo Farnese, på pladsen af samme navn. Palazzo Farnese er nu Frankrigs ambassade, men blev oprindeligt bygget som kardinalpalads til Farnesefamilien, som engagerede den tids dygtigste og højest betalte arkitekter, som bl.a Giuliano da Sangallo, Rafael og Michelangelo til opførelsen af paladset.
På selve pladsen kan man beundre Giacomo della Portas to store fontæner, som er lavet af de oldtidige kæmpestore granitbadekar fra Caracallas Termer. I øvrigt var det også på denne plads at den hellige Birgitta fra Vadstena grundlagde sit kloster, som er i funktion den dag i dag.

I Palazzo Spada stikker vi hovedet indenfor i paladsets indre gård, for at se Borrominis berømte perspektiviske søjlegang fra Barokken.

 

Vi passerer den gamle 1400 tals bro, Ponte Sisto, som fører os til den modsatte Tiberbred og den hyggelige og pittoreske bydel, Trastevere, - også kaldt for Roms latinerkvarter.
Vi ser huset, hvor Rafaels elskede bagerjomfru, - la Fornarina, - boede i det gamle bageri og byporten Porta Settimiano.
Vi slentrer stilfærdigt igennem de maleriske, gamle, middelalderlige gyder og stræder, hvor man stadig iblandt kan se husmødrendes vasketøj hænge til tørre tværs over de smalle gader.
Trastevere var før i tiden et af Roms fattige arbejderkvarterer, men har siden 1960’erne haft en opgangperiode, således at det nu om dage er blevet et af Roms mondæne kunstnerkvarterer, hvor også mange velhavende udlændinge har slået sig ned. Dog findes der stadig en del af de ”ægte” Trasteverinere, men for at være ”ægte” Trasteveriner, kræves det at ens slægt og forfædre har været bosat i området igennem mindst 7 generationer, hvilket stadig idag kan skelnes på den karakteristiske Trasteverino-dialekt.. Trastevere er som en egen provinsiel landsby, midt inde i storbyen Rom. Kvarteret har sin helt egen stemning, atmosfære og karakter. Nu om dage er Trastevere også et af romernes yndlingskvarterer, når det drejer sig om det store udvalg af de mange små og hyggelige spisesteder, cafeterier osv. som det myldrer med i denne bydel.

Vi slutter turen med et besøg på den lille Tiber-ø, - Isola Tiberina, hvor der i oldtiden var et tempel for lægekundskabens og medicinens guddom Eskulap. Stadig idag er der medicinsk aktivitet på øen hvor munkeordenen ”Fate bene fratelli” – brødrene til stadighed driver hospital.
Broen – Ponte Fabricio - på den østlige side af øen er den ældste af broerne i Rom bygget af en konsul Fabricio i 62 f.kr. – En inskription beretter af Fabricio måtte give Roms senat og befolkning en 40 års garanti for broens holdbarhed. På øen ligger restauranten ”Sora Lella”, som kan være et fristende sted at afslutte dagens program med en god frokost.




 

<